Puberteten er en udfordrende tid både for din hvalp og for dig. Læs om, hvordan du får din genstridige hvalp til at blive sig selv igen.
Når din hvalp er omkring seks måneder gammel, vil du opleve, at den har forvandlet sig til en ... teenager! Dette er en periode, som mange hundeejere ikke har forudset, fordi de ofte forventer, at deres hund blot glider sømløst fra at være hvalp til at være en voksen hund, men det er langt fra sandheden. Der er en grund til, at den alder, hvor hunde oftest bliver afleveret på internater for at få en ny familie, er fra 6-18 måneder, og det skyldes, at hvalpepuberteten kan være en vanskelig periode. Men med lidt viden og forberedelse og en god portion tålmodighed vil du opleve, at du kan håndtere alle udfordringerne, som en teenagehund kan medføre, og I kan klare skærene sammen og komme ud på den anden side med både jeres forhold og forstand i god behold.
Hvornår bliver en hvalp teenager?
Puberteten starter på forskellige tidspunkter afhængigt af hundens race, og det er også forskelligt, hvor længe perioden varer. Mindre racer bliver som regel teenagere tidligere end større racer, som udvikler sig langsommere. En lille race bliver ofte voksen, når den er omkring et år gammel, hvorimod de største racer kan være to år eller ældre, før teenagetiden ligger bag dem.
Hvad sker der, når min hvalp bliver teenager?
Der er adskillige udviklingsmæssige processer i gang i denne periode. Når du er opmærksom på, hvad de går ud på, og hvilken effekt de sandsynligvis vil have på din hunds adfærd, kan du forberede dig, så du kan håndtere dem.
Det vil medføre, at de påvirker jer begge to i kortere tid.
Hvalpepuberteten er en tid, hvor din hvalp begynder at blive mere selvstændig. I denne alder begynder den at se på verden som en voksen frem for som et lille barn, og derfor vil den hellere løsrive sig i stedet for at være afhængig af dig for at få tryghed. Det kan ofte betyde, at den instinktivt vil lytte mindre til dig, gå længere væk fra dig, når I går tur, og være mindre tilbøjelig til at reagere, når du kalder (uanset hvor god den var til at komme på plads før). Nogle vil endda løbe væk og aktivt undgå dig, når du kalder på dem.
Hvordan håndterer man hvalpepuberteten?
Det vigtigste er at bevare roen, og lad være med at straffe din hund på nogen måde, eftersom det kun vil gøre den endnu mindre tilbøjelig til at ville komme, når du kalder. Gå i stedet tilbage til den grundlæggende træning med stikord og masser af belønninger. I forhold til at kalde din hund til dig, må du ikke lade den få for vane ikke at komme, når du kalder. Det betyder, at det kan være nødvendigt at bruge en lang snor i et par uger, så din hund stadig har frihed til at løbe, snuse og udforske, men ikke kan ignorere dig eller løbe afsted langt væk. Dermed forkorter du denne flugtperiode, så du relativt hurtigt kan få jeres træning på sporet igen.
Hvorfor er min teenagehvalp pludselig bange?
Hunde gennemgår en ny frygtperiode, når de er et sted mellem 6 og 18 måneder gamle. Nogle gange er det et enkeltstående tilfælde, men hos andre hunde kan det ske flere gange og falde sammen med en vækstspurt eller hormonsvingninger. Denne periode kendetegnes ved, at din hvalp synes at reagere eller blive bange for ting, som ikke har generet den tidligere, f.eks. mennesker, hunde og uvante ting eller steder. Det er meget vigtigt at håndtere denne periode rigtigt, eftersom det lader til at være det tidspunkt, hvor der er størst sandsynlighed for læring fra en enkeltstående begivenhed. Med andre ord kan en dårlig oplevelse i denne periode have en varig indvirkning på din hunds adfærd, selv hvis alle dens tidligere interaktioner har været positive.
Sådan kan socialisering hjælpe din hvalp i teenageperioden
Hold godt øje med din hvalp, og læg mærke til, hvis den ser ud til at reagere anderledes på ting, den normalt tager i stiv arm. Lad være med at tænke, at den er vanskelig, eller at skælde den ud eller straffe den for denne adfærd – ellers forværrer du bare dens frygt. Husk i stedet på de indledende socialiserings- og tilvænningsteknikker, og bestræb dig på at gøre alle møder positive. Tving ikke din hund til at "se frygten i øjnene", men hold i stedet en komfortabel afstand, hvor den ikke føler, at den bliver nødt til at reagere eller bekymre sig, og lad hunden nærme sig, trække sig tilbage og undersøge situationen i sit eget tempo, og beløn den med godbidder for at gøre alle interaktioner positive.
Undgå så vidt muligt negative interaktioner eller situationer, som kan gøre din hvalp utryg, i denne periode, eftersom en dårlig oplevelse på dette tidspunkt kan have indflydelse på, hvordan din hund opfatter verden, og påvirke dens adfærd som voksen. Det er vigtigt, at din hund fortsat har mulighed for at socialisere, men begræns socialiseringen til hunde, mennesker og steder, I kender, eftersom dette er en periode, hvor det er bedre at få lidt for få oplevelser end at få en dårlig oplevelse. Så bare kom ud, og bliv ved med at opmuntre din hvalp til at være social, men bestræb dig på at sørge for, at alle disse oplevelser og møder er positive og sjove.
Hvorfor opfører min teenagehund sig anderledes?
Alle disse perioder falder sammen med de hormonsvingninger, som er en naturlig del af ungdommen og kan betyde øget pirrelighed, intensitet og overreaktioner på næsten hvad som helst. Sky hunde kan blive mere sky, og selvsikre hunde kan blive mere (og indimellem overdrevent) selvsikre.
Det er i denne periode, at en mangel på tilstrækkelig og passende socialisering og tilvænning kan blive et problem, og de hunde, der er gået glip af denne træning, kan begynde at udvide frygtrelaterede adfærdsproblemer (herunder reaktivitet og opfattet aggression).
Hvis du ikke allerede har gjort det, kan det være en god idé at tale med dyrlægen om kastrering og beslutte, om det er det rigtige for din hund. Neutralisering har sundhedsmæssige fordele for både han- og hunhunde og kan gøre visse adfærdsmønstre nemmere at håndtere.
Er teenagehunde ved at få tænder?
Som om det alt sammen ikke var nok, har teeenagehunde fået alle deres blivende tænder, når de er omkring seks måneder gamle, men tænderne skal sætte sig ordentligt sammen med tandkødet, og for at det kan ske, bliver en hvalp virkelig nødt til at have noget at tygge i. Det er der mange mennesker, der ikke forstår, og de tror derfor, at deres teenagehund bare opfører sig destruktivt, når den i virkeligheden har et fysisk behov for at have ting at gnave i. Kong-legetøj er perfekt til formålet, og når det er fyldt med mad, er der masser af muligheder for at gnave og tygge – hvilket kan redde dine møbler og sko!
De bedste tips til at komme igennem den vanskelige hvalpepubertet
- Du må ikke tro, at din teenager bare er på tværs; disse hormonale ændringer er udfordrende for din hvalp, og den har brug for din vejledning.
- Bliv ved med at træne og arbejde med din hund. Tab ikke tålmodigheden, hvis den ikke er så fokuseret som før eller lader til at have glemt alt, hvad den nogensinde har lært.
- Hold alle sociale interaktioner positive, og undgå så vidt muligt at lade din hund møde asociale eller aggressive hunde, eftersom dette er en periode, hvor disse møder kan forme den måde, hvorpå din vokse hund vil interagere med sine omgivelser.
- Lad kun din hund lege med hunde, som den kender og enes godt med.
- Vær forberedt på, at din hund kan være tilbageholdende eller frygtsom over for ting eller situationer, som der førhen klarede med lethed. Den reevaluerer alt med voksne øjne, så prøv at have lige så stor forståelse for disse bekymringer, som du havde, da den var en lille hvalp.
- Hvis du er den mindste smule bekymret over din hunds adfærd, bør du tale med en adfærdsspecialist, som kan hjælpe dig igennem din hunds teenageperiode.
Selvom du måske indimellem kan fristes til at tro, at din teenagehund bevidst sætter din tålmodighed på prøve, er dette i virkelighed en kompleks udviklingsperiode for din hund. Husk på det, og så kommer I igennem det sammen ved hjælp af lidt teamwork.
Hvis du har brug for hjælp til at lære din rebelske hvalp lidt gode manerer, kan du læse vores praktiske guide til, hvordan man sætter en stopper får hvalpes dårlige manerer, eller få genopfrisket vores tips til hvalpetræning for at genintroducere de gode vaner.