Når vejret bliver varmere, vil din kat sandsynligvis drikke mere vand end normalt. Men hvis din kat pludseligt drikker meget, kan det i nogle tilfælde være tegn på et underliggende problem. Læs med her, og lær mere om din kats vandindtag, og hvordan du kan spotte eventuelle advarselstegn.
Hvorfor drikker min kat så meget vand?
Hvis din kat drikker meget vand, kan det i værste fald skyldes en underliggende sygdom som nyresygdom eller sukkersyge. Hvis din kat også viser andre tegn på sygdom, bør den altid undersøges af en dyrlæge. Overdreven tørst hos katte kan være et symptom på:
- Nyresygdom
- Diabetes mellitus, sukkersyge
- Leversygdom hos katte
- Hyperthyreoidisme, forhøjet stofskifte
- Urinvejssygdom
Min kat drikker meget vand - er den syg?
De fleste katte er gode til at skjule sygdom, og derfor kan en øget tørst være det første tegn, du bemærker. Hvis du har mistanke om, at din kat drikker meget mere end normalt, bør du også holde øje med disse almindelige symptomer:
- Ændringer i appetitten – den spiser mere eller mindre end normalt.
- Ændringer i adfærd – for eksempel at være aggressiv, når den normalt er rolig.
- Ændringer i søvnmønstre – især hvis den sover meget eller sover på usædvanlige steder.
- Kvalme eller diarré.
Hvis du bemærker nogen af disse symptomer, skal du tage din kat til dyrlægen.
Hvor meget skal katte drikke?
Alle katte er forskellige, og deres vandbehov afhænger af livsstil, helbred og miljø. For eksempel vil en rolig indekat i et køligt hus drikke mindre end en meget aktiv udekat.
Din dyrlæge kan hjælpe dig med at vurdere præcis, hvor meget vand din kat har brug for ud fra dens foder, livsstil og generelle sundhed.
Husk, at foderet spiller en stor rolle for kattens væskeindtag. Vådfoder indeholder meget vand, så en kat, der spiser vådfoder, drikker naturligt mindre end en kat, der kun får tørfoder. Tørfoder indeholder næsten ingen væske, så her skal katten selv kompensere ved at drikke mere. Heldigvis føler katte tørst ligesom os, og vil instinktivt søge mod vandskålen.
Se vejledningen nedenfor, og find ud af, hvor meget din kat eller killing omtrent skal drikke om dagen, afhængigt af dens vægt:
Tegn på, at din kat drikker mere vand end normalt
Det kan være svært at overvåge kattens præcise vandindtag. Vi kan af gode grunde ikke holde øje med dem døgnet rundt – og har du flere katte, er det næsten umuligt at vide, hvem der drikker hvad!
I stedet for at måle milliliter kan du holde øje med disse tre typiske tegn på øget tørst
- Katten besøger vandskålen oftere end normalt.
- Du skal fylde vandskålen op markant oftere.
- Katten søger mod usædvanlige vandkilder - f.eks. dryppende vandhaner, akvarier eller vandpytter - selvom den ikke plejer at gøre det. Mange katte elsker rindende vand, så hvis det er normal adfærd for din kat, er der ingen grund til bekymring.
Hvad skal jeg gøre, hvis min kat drikker meget vand?
Hvis din kat drikker usædvanligt meget, men ellers virker frisk og rask, kan du starte med at se på dens omgivelser. Der er flere ting, du selv kan gøre for at give din kat de bedste betingelser for at drikke tilpas.
Er dit hus meget varmt, eller er det sommer?
Hvis den øgede tørst skyldes varmt vejr eller høj temperatur i boligen, er det som regel helt naturligt. Hold blot øje med din kats generelle adfærd og humør. Så længe den virker glad, frisk og altid har adgang til koldt, rent vand, er alt formentlig i orden. Skriv det eventuelt bag øret, så du kan vende det med dyrlægen ved næste sundhedstjek for en sikkerheds skyld.
Er der noget galt med dens vand eller vandskål?
Hvis din kat pludselig foretrækker usædvanlige steder – som f.eks. en dryppende vandhane – bør du tjekke, om dens egen vandskål trænger til en kærlig hånd. Katte er ekstremt renlige dyr og vil ofte fravælge en vandskål, der ikke er helt ren. Præcis ligesom os foretrækker de helt frisk og koldt vand.
Spiser din kat kun tørfoder?
Hvis du for nylig har skiftet din kats foder fra vådfoder til tørfoder, vil den helt naturligt begynde at drikke mere. Hold øje med det i overgangsfasen, men husk, at det er helt normalt for katte der kun spiser tørfoder.
Hvis din kat derimod virker sløv eller utilpas, bør du bestille en tid hos dyrlægen med det samme. Husk at fortælle dyrlægen, hvor længe katten har drukket meget, og nævn eventuelle andre symptomer, du har lagt mærke til. Dyrlægen kan hurtigt undersøge katten og lægge en plan for den rette behandling.
Vi håber, at denne artikel om kattes vandindtag har været nyttig! Selvom det kan være bekymrende, når katten ændrer adfærd, er det afgørende for dens sundhed, at den får dækket sit væskebehov.