Den portugisiske vandhund er en rektangulær, mellemstor, muskuløs hund, som kommer i to pelstyper: en med ret langt, bølget hår og den anden med kortere, ru hår med strammere krøller. Udstillingshunde klippes (på snudepartiet, bagpartiet og en del af halen).
Den portugisiske vandhund er, selvom den er ekstremt aktiv, overraskende selvkontrolleret og meget træningsbenlig. Dette er muligvis et biprodukt af sin historie med at sidde stille i bådene, før den skulle springe i gang. Den er en venlig, glad hund, der knytter sig tæt til sin familie, og som nyder at være en del af alt - men uden træning og tilstrækkelig motion og stimulering kan de blive trist og uregerlig. Vand er, ikke overraskende, en magnet for den!
Oprindelsesland: Portugal
Den portugisiske vandhund er en gammel race, der er nært beslægtet med de andre vandfugleapporterende hunde i Europa, men den er ikke klassificeret som en jagthund, da dens færdigheder blev brugt til meget forskellige formål. I stedet for at være en apporterende hund, var den portugisiske vandhund i høj grad en fiskers ven, og den arbejdede sammen med sine ejere på Portugals sydlige kyst - og ville flokke fisk, flytte garn, hente undslupne fisk og endda bringe beskeder fra båd til båd. Med sit skarpe syn advarede den fiskere om stimer af fisk i vandet, og på tågede nætter ville den endda fungere som et hundetågehorn, der gøede for at advare andre både om deres tilstedeværelse.
Fremskridt inden for fiskeriteknologi betød dog til sidst, at den ikke længere var nødvendig, og i 1960 var racen på randen af udryddelse med kun 50 tilbageværende eksemplarer. Heldigvis blev der startet en vellykket kampagne for at redde racen - og i 1984 blev den anerkendt af den amerikanske kennelklub, og selvom den stadig er en sjælden hund, virker dens fremtid sikker.
